Brandbjerggaard

Adzite - Good design is good business

FOR OS BYBOER

er udsigten til uendelige marker, nyfødte kalve og halmballer ad libitum ren landboidyl. For Søren og Lis på Brandbjerggaard er det hverdag. Og sådan en hverdag starter kl. 4, når køerne skal malkes, fodres og have frisk strøelse. Landmandslivet er ikke for dem, der kan lide at sove længe. Men det er afvekslende, ikke to dage er ens.

”Jeg har altid vidst, at jeg ville være landmand, uden at jeg helt kan sætte fingeren på hvorfor. Jeg kan bare godt lide at opleve årstiderne skifte og at løse de opgaver, der følger med hver årstid”, fortæller Søren Jensen, som er plejefar for 200 malkekøer, lige så mange kalve og desuden passer sine afgrøder med hvede, byg, majs, raps og græs.

Søren Jensen har ikke det samme sentimentale forhold til blide kalveøjne med kilometerlange øjenvipper som en henført bybo, men han står ikke stille i stalden uden ligesom tilfældigt at nusse en mule eller klø mellem hornene. For nok har man køer for mælkens skyld, men hvis man ikke kan lide dem, skal man nok vælge at lave noget andet.

For eksempel skal der skovles meget foder, når hver ko spiser 60 kilo foder om dagen. Og Søren dyrker oven i købet 85% af majsen, græsset og rapsen selv. Resten køber han andre stedet i landet, men aldrig uden for grænserne, for han vil have fuld kontrol med, hvad der kommer på menukortet.

”Mine køer får en blanding af frøgræs-og majsensilage, rapskager og roepiller, som er det, der bliver tilbage, når man udvinder sukkeret fra sukkerroer. Sådan er vinterfoderplanen. Hele sommeren græsser de jo ude på markerne, så der behøver man ikke tænke på meget på fodringen”, siger Søren Jensen.
 

Brandbjerggaard - Skuldelevvej 50 - 4050  Skibby - tlf. 47 74 82 45 - e-mail: mail@brandbjerggaard.dk

Powered by ADzite CMS